Regionsrådsmedlem: Patienter skal køres til Viborg

En kortere ambulancetransport eller en ambulance mere kan være blandt løsningerne på borgernes bekymringer i Thy og på Mors.

Thisted Regionshospital Nordjylland
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Patienter på Mors og i Thy bliver, som det ser ud nu, kørt til behandling i Aalborg eller Hjørring, men køreturen kan blive kortere.

I diskussionerne om, hvad der skal ske med sygehuset i Thisted, har Region Nordjylland forhandlet med Region Midtjylland om, hvorvidt de kunne stille kirurger til rådighed i Thisted. Det har ikke været muligt, men til gengæld har Region Midtjylland tilbudt at tage imod flere akutte patienter på sygehuset i Viborg.

- Det er en god ide, synes jeg, og måske skal vi mere ud af den vej. Det skaber i hvert fald mere tryghed for dem, der bor på Mors, fordi der er kortere afstand til Viborg, end der er til Aalborg, for slet ikke at tale om Hjørring. Det vil også gavne thyboerne noget, siger Peter Therkildsen (V), der er medlem af Forretningsudvalget i Region Nordjylland.

En ambulance mere

Morsø Kommunes borgmester, Hans Ejner Berthelsen, har i dag krævet bedre ambulancedækning i området. Det bakker Peter Therkildsen op om.

- Dels har vi helikopteren, og den skal vi være lykkelig for i denne her situation. Men vi bør have en ambulance mere. Det var der ikke politisk lydhørhed over for tidligere, men det er noget af det, jeg vil fremføre igen, hvis det bliver en permanent situation, siger Peter Therkildsen.

Ifølge Region Nordjylland er der mindst fire ambulancekørsler fra Thy og Mors til Aalborg hver dag - en køretur på minimum halvanden time. Og de ambulancer er ikke til rådighed, hvis der opstår en akut situation.

- Det er i en akut opstået situation, at befolkningens tryghed kommer i spil. Jeg deler også borgernes bekymring, og nu skal vi have fundet en løsning, siger Peter Therkildsen.

Ny forening vil sikre bedre ambulancedækning

Lukningen af de akutte operationer på Regionshospital Nordjylland i Thisted har fået en gruppe lokale til at stifte en ny forening.

Foreningen til støtte for fortsat Akutfunktion på Thisted Sygehus (FAST) holdt torsdag deres første møde. Her er målet på sigt at få akut-kirurgien tilbage til Thy. Indtil da vil de sikre en bedre ambulancedækning. 

- Når man kommer ud for noget akut, så er det ikke særlig betryggende at vide, at der venter en ambulancetur på 100 kilometer og for nogens vedkommende endnu mere. Desuden bliver kontakten til ens pårørende besværliggjort, hvis man bliver indlagt. Det er hverken godt for sundhedsvæsenet eller dem, det går ud over. Det er en uholdbar situation, og det skal hurtigst muligt tilbage til normalen, siger Erik Holm, der er formanden for 

Foreningen vil blandt andet kæmpe for at skabe et mere positivt ry omkring hospitalet i Thisted, og på den måde få flere læger til at søge dertil.

2:08