Regions-politiker: Uheldig og tragisk sag

Næstformand i Region Nordjylland Jess V. Laursen kalder det uhledigt, at det tog 34 minutter for en ambulance at nå frem til en kvinde, som senere døde af en hjerneblødning. Men han har fuld tillid til det Falck leverer.

19Responstid2.jpg

Det er ikke i orden, at der skulle gå 34 minutter før en 66-årig kvinde fra Thy kunne få ambulancehjælp, efter hun havde fået en hjerneblødning, det siger næstformand i Region Nordjylland Jess V. Laursen, Venstre.

Den 28. marts omkom en 66-årig kvinde på hospitalet af en hjerneblødning, efter at ambulancen havde være 34 minutter om at komme frem. Ambulancen blev tilkaldt fra Holstebro, fordi der ikke var nogen ledige i Region Nordjylland.

- Det er ikke i orden, det må vi sige. Det er en enestående og meget uheldig og tragisk sag, der er kommet ud af det her. Og det er ikke daglig kost, siger Jess V. Laursen.

Tilfreds med aftalen med Falck

Region Nordjylland har en aftale med Falck om ambulancekørsel. På trods af, at responstiden var 25 minutter længere end aftalen dikterer, at den bør være, er Jess V. Laursen tilfreds med Falck.

- Vi har en indgået en kontrakt med Falck, og den har vi arbejdet på det sidste år, og den er vi godt tilfreds med. Og vi har fuld tillid til, at Falck også løser den. Vi har en responstid vi overholder på 9 minutter og 12 sekunder - jeg tror endda, den ligger på 8.44 i gennemsnit. Ting kan selvfølgelig altid blive bedre. Det her er en uheldig sag, og vi skal selvfølgelig have en eller anden redegørelse for, hvad der er sket, siger Jess V. Laursen.

Familien til den afdøde 66-årige kvinde oplyser til TV MIDTVEST, at morens død formentlig ikke har direkte sammenhæng med den lange responstid. Alligevel bekymrer responstiden dem, fordi det i mange tilfælde kan være et spørgsmål om liv og død, hvis en ambulance er så længe undervejs.

I videoen kan du se hele indslaget om sagen og interviewet med Jess V. Laursen.

3:45
34 minutter. Så længe ventede en familie i Thy på ambulancen da deres 66-årige mor og hustru faldt om med en hjerneblødning