Psykiatridirektør: Han blev vurderet som ufarlig

Der var ifølge Region Nordjylland intet, der tydede på, at den formodede drabsmand fra Ræhr ville gøre skade på sig selv eller andre. Regionen vil dog undersøge hele forløbet grundigt.

230515PsykiatriThisted.jpg

- Vi vurderede ham som rolig og ufarlig i hele forløbet.

Sådan siger den konstituerede psykiatridirektør i Region Nordjylland, Anette Sloth, om den 30-årige polske mand, der efter politiets opfattelse dræbte sin 29-årige samleverske i Ræhr natten til lørdag.

Den 30-årige havde frivilligt ladet sig indlægge efter en voldsom episode i parrets hjem - en episode, der endte med, at kvinden meldte ham til politiet.

Han var først indlagt på et intensivt afsnit, men blev i mandags overført til den åbne afdeling i Thisted.

Natten til lørdag forlod han afdelingen, hvorefter han ifølge politiet tog til Ræhr og dræbte kvinden for senere at tage sit eget liv.

- Det er en meget ulykkelig og tragisk hændelse, som vi er meget berørte af, siger Anette Sloth.

Blev tilset en time før han forlod afdelingen

Hun understreger, at den 30-årige på intet tidspunkt under indlæggelsen blev vurderet som farlig over for sig selv eller andre.

- Vores personale er trænet i hver evig eneste dag at observere patienter, der ikke ønsker at leve livet mere eller gøre skade på andre, siger Anette Sloth.

Hun fortæller, at personalet var i kontakt med den 30-årige en time, før han forlod afdelingen i Thisted. Og at personalet straks kontaktede den psykiatriske overlæge og politiet, da de opdagede, at han var væk.

- Vi vil naturligvis lave en grundig gennemgang af hele forløbet for at være fuldstændig sikker på, at vi ikke har overset noget, siger den konstituerede psykiatridirektør.

2:06
En 30-årig psykiatrisk patient, der ellers blev betragtet som ufarlig, slog ifølge politiet sin kæreste ihjel med en kniv.