Populær maskot deler gaver ud i Thys børnehaver

Coronaen har set en stopper for mange af de arrangementer, maskotten Gråskæg skulle have været til. Nu har Thys egen maskot fundet en alternativ metode til at sprede lidt glæde alligevel.

På trods af coronaens hærgen tager maskotten Gråskæg alligevel ud og spreder julestemning.
På trods af coronaens hærgen tager maskotten Gråskæg alligevel ud og spreder julestemning.
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Han bor et sted i skoven i Nationalpark Thy, han er populær på youtube, og så er hans Thys helt egen maskot.

Figuren Gråskæg, der har eksisteret siden begyndelsen af 2019, er kendt af mange børn i Thy for sine sange og sin fjollede dans. 

Hverken sang eller dans bliver der dog meget af den kommende juletid. Coronaens tilbagetogt landet over har aflyst mange af de julearrangementer, som den populære maskot skulle have underholdt til. 

Det stopper dog ikke hverken Gråskæg eller Torben Graa, der er manden bag. 

- På grund af corona kan vi jo ikke komme ud, og børnene de skal blive derhjemme og der sker ikke noget underholdning for dem. Så tænkte jeg, kunne vi gøre noget, der så gjorde, at de fik noget ekstra glæde, kunne vi tage ud med sådan en julepakke og lige underholde i 10 minutter, så er det jo en succes, fortæller Torben Graa, der til dagligt er sælger hos DLG. 

Derfor tog Torben Graa og Gråskæg tirsdag på besøg i tre børnehaver i Thy for at aflevere Gråskægs nye julebog og en Gråskæg julebamse, som blev afleveret med sang og dans på corona-venlig facon. 

Stor lokal opbakning

Selvom Torben Graa og Gråskæg er blevet maskot for Thy, så er hverken han eller maskotten ansat af nogen, så det er noget af en hobby-beskæftigelse sælger fra Snedsted har kastet sig over. 

Men selvom han ikke er ansat nogen steder, så er der stor opbakning fra det lokale erhvervsliv i Thy, der også kan se fidusen med maskotten, der sætter Thy på danmarkskortet. 

- Udover de tre julepakker vi afleveret i dag, så deler SJ Fragt resten ud helt fragtfrit, Snedsted Turistbusser har hjulpet med en bus i dag, og Munkens Bageri har bagt en masse så kage, så de lokale har også selv kunnet se lyset i det her og har lyst til at hjælpe, fortæller Gråskægs opfinder. 

Hvis ikke det var for corona, så havde der været masser at lave for maskotten og hans opfinder. Og ambitionerne for maskotten fejler bestemt ingenting. 

- Om et par år så vil lille Lise sidde i København og sige, at der er to, hun kender rigtig, rigtig godt. Den ene er julemanden, der bor på Grønland, og den anden er Gråskæg, der bor i Thy, fortæller Torben Graa. 

Alle 42 børnehaver og børnehuse i Thisted Kommune modtager Gråskægs julepakke. 

2:08
Den populære Gråskæg kører ud med julegaver til tre børnehaver i Thy.