Ponyføl fundet spist

Et føl er fundet spist uden for Klitmøller.

Ponyføl
Foto: Privatfoto

Et ponyføl er blevet fundet dødt og spist i nærheden af Klitmøller, skriver Benny Kristensen fra Østerild på Facebook.

- Ulven kommer !!! Ved godt at det er en slidt sætning i disse tider. Men når et tre måneder gammelt ponyføl springer lystigt rundt i folden om aftenen og næste morgen findes i denne tilstand KAN man undskyld mig ikke lade være at tænke sit og da især ikke når noget lignende aldrig er sket før, skriver han blandt andet.

Opslaget er senere blevet taget ned fra siden.

På Benny Kristensens Facebook er sindene bragt i kogen, fordi ulven bliver nævnt.

- Jeg er vist kommet til at røre ved noget, jeg ikke skulle røre ved. Der er mange meninger i hvert fald, fortæller Benny Kristensen til TV MIDTVEST.

Om det er en ulv, der har været i ponyen, skal nu undersøges nærmere.

- Det kan også være, at føllet er dødt af sig selv og spist af en ræv, som Vildtkonsulenten mener, siger Benny Kristensen.

OPDATERING: Opslaget er sidenhen blevet fjernet fra Facebook.