Politiet leder efter lastbil: - Den har tabt en sofa

Ingen kom alvorligt til skade i forbindelse med uheldet, der fandt sted på Vildsundvej tirsdag morgen.

Stop - politiet.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En køretur ad Vilsundvej i sydlig retning mod Skive, endte formentlig ikke som planlagt.

Her tabte en lastbil nemlig dele af en sofa ved byen Erslev tirsdag morgen.

- Delene rammer en bil bagved og en modkørende bil, fortæller Jørgen Jensen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.

- Han har formentlig ikke opdaget, at han har tabt den, og vi ved ikke, hvem han er.

Derfor har politikommissæren en opfordring til føreren af lastbilen.

- Han skal ringe 114 og bede om at snakke med lokalpolitiet i Skive. Det er ikke for at få ham straffet, men hans forsikring skal jo dække tingene, siger Jørgen Jensen.

Politiet ved ikke meget om lastbilen, der blev beskrevet som stor, åben og med lad.