Politiet advarer: Hold jer fra isen

Advarslen kommer efter, at to 12-årige piger i går gik 500 meter ud på isen ved Nykøbing.

Lad dig ikke friste af isen, før kommunen siger, den er sikker.
Lad dig ikke friste af isen, før kommunen siger, den er sikker.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

- Isen er ikke sikker at gå på, selvom den måske ser massiv ud.

Sådan lyder det her til morgen fra Jørgen Jensen fra Thisted Politi. Han er bekymret, efter at to 12-årige piger i går eftermiddag gik 500 meter ud på isen.

- Det kunne være gået helt galt, og jeg vil gerne sige, at det er en skidt idé, så lad nu være med det, siger han.

Selvom isen kan se fristende ud, så må du ikke gå ud på den, før din kommune har erklæret den sikker. Det sker som regel, når isen er omkring 13 centimeter tyk.