Politi har fundet stjålne tupilakker til 2,5 millioner

Tupilakkerne blev stjålet fra et pakhus i Sydthy i 2010. I går blev de fundet i Randers.

Tupilakker er figurer, der kan være skåret ud i rensdyrgevir, narhvalstand, hvalrostand, fedtsten og knogler.(Arkivfoto)
Tupilakker er figurer, der kan være skåret ud i rensdyrgevir, narhvalstand, hvalrostand, fedtsten og knogler.(Arkivfoto)
Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix

En stor samling af grønlandske tupilakker, der blev stjålet fra Pakhuset Krik i Sydthy i 2010, er dukket op i Randers. 

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter. 

Tupilakkerne blev fundet i går på en 55-årig mands adresse i Randers under en ransagning.

- Vi finder kunstsamlingen i forbindelse med en ransagning i en hel anden sag. Betjentene undrer sig over fundet og finder frem til, at samlingen stammer fra et indbrud for år tilbage, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Samlingen af tupilakker har en værdi på 2,5 millioner kroner. 

Tupilakker er figurer, der forestiller åndelige væsner fra den traditionelle grønlandske mytologi.

Østjyllands Politi fremstillede onsdag formiddag den 55-årige mand i grundlovsforhør i retten i Randers. 

Han sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed og blev varetægtsfængslet i fire uger. 

Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre.