Pædagoger beordret i arbejde!

Arbejdsretten afgjorde fredag formiddag, at de strejkende pædagoger i Thisted skal tilbage i arbejde mandag morgen.

141204Strejke.jpg

På et møde fredag formiddag mødtes KL, BUPL og FOA på grund af det pædagogiske personales overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i Thisted Kommunes dagtilbud. Og her blev udfaldet altså, at de strejkende pædagoger skal genoptage arbejdet fra mandag morgen.

- Vi er naturligvis tilfredse med udsigten til, at strejken slutter. Og vi forventer, at kommunens dagtilbud atter kan tilbyde pasning fra mandag morgen, lyder det fra direktøren for Børne - og Familieforvaltningen i Thisted Kommune, Lars Sloth.

Ingen garantier

Der er dog ingen garantier for, at forældre i Thisted kan forvente pasning af deres børn på mandag.

- Der er også en risiko for, at personalet vil fortsætte strejken på trods af Arbejdsrettens påbud om at genoptage arbejdet. Men vi er inviteret til dialogmøde med det pædagogiske personale og deres fagforeninger BUPL og FOA i eftermiddag, så vi forventer at være klogere på, hvad der kommer til at ske efter det møde, fortæller Lars Sloth.

Pædagog Ulla Kiefer Jensen, der er talsmand for de strejkende, siger til Nordjyske i dag, at de i eftermiddag tager stilling til, om de vil følge påbuddet.

De strejkende pædagoger træffer deres beslutning på et møde med repræsentanter for Thisted Kommunalbestyrelse i eftermiddag.