Paddleboarder fundet i god behold

En turist anmeldte tirsdag, at en paddleboarder ikke kunne komme ind på stranden, fordi der var fralandsvind.

Politi og sundhedsfagligt personale var til stede på havnen i Nørre Vorupør.
Politi og sundhedsfagligt personale var til stede på havnen i Nørre Vorupør.
Foto: Øxenholt Foto

Forsvaret ledte tirsdag aften efter en paddleboard-surfer i havet nord for Nørre Vorupør på den jyske vestkyst. Den savnede surfer er nu fundet.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

- Vedkommende var selv kommet i land, skriver politiet.

En tysk turist anmeldte cirka klokken 18.30, at vedkommende havde set en person fra stranden, der ikke kunne komme op på sit board og ind på land, fordi der var fralandsvind.

Der blev i første omgang sendt et skib, men det lykkedes ikke at finde personen. Efterfølgende blev en redningshelikopter fra Aalborg sendt til området for at lede, sådan at man hurtigere kunne afsøge et større område.

Også politi og sundhedsfagligt personale var til stede, skriver politiet.

Nørre Vorupør ligger lidt syd for Klitmøller og er en del af den strækning, der er kendt som "Cold Hawaii".

Området, der strækker sig fra Agger i syd og Hanstholm i nord, er kendt for at være meget velegnet til forskellige former for surfing.