Overskud på 222 millioner: Sparekassen Thy præsenterer historisk regnskab

Salg af aktier i Sparinvest og stor aktivitet på realkreditområdet har givet Sparekassen Thy et historisk godt årsresultat.

Foto: Arkiv

Der er brede smil at finde på Storetorv i Thisted for tiden. Her har Sparekassen Thy hovedsæde, og onsdag formiddag kunne de præsentere det endelige regnskab for 2019 - og det ser rigtig, rigtig godt ud. 

Resultatet før skat lyder på hele 222 millioner kroner. Det højeste i sparekassens 190 årige levetid. I 2018 var resultatet 132 millioner før skat. 

- Det er fantastisk, og det er det, fordi der er nogle ekstraordinære forhold, der gør sig gældende. Det er langt over, hvad vores forventning var, og det er også langt over vores normale, fortæller direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith. 

Læs også Bank sætter ny rekord for sjette år i træk

Det er nogle få ting, der i særdeleshed har været skyld i det gode resultat. I løbet af 2019 solgte Sparekassen Thy 75 procent af deres aktieandel til formueplejeselskabet Sparinvest. Det har givet 75 millioner af de 222 millioner i overskuddet. 

Derudover har der været stor aktivitet på realkreditområdet, hvor 30 procent af sparekassens boligejere har lagt lån om. 

Forventer ikke det samme næste år

På trods af det gode resultat, så har man i Sparekassen Thy ikke sat snuden op efter, at 2020 bliver et lige så godt år. 

Salget af aktier i Sparinvest og den store aktivitet på realkreditområdet kan ikke gentages, så forventninger skrues ned. 

- Det bliver et resultat, der bliver mere business as usual. Det kommer tilbage på et andet niveau, men vi forventer, at vi nok skal levere gode resultater også i 2020, fortæller Ole Beith. 

Ifølge Sparekassen Thys årsrapport forventes et overskud på 50-70 millioner kroner før skat i 2020. 

01:25

Direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith, fortæller om sparekassens historiske resultat. 

Luk video