Opdatering: Eftersøgning afsluttet - ingen fundet på isen

Eftersøgningen af fire personer på isen ved Vilsundbroen endte udramatisk.

Redningshelikopter
Foto: Arkiv

Eftersøgningen af fire personer, der var set gående på isen ved Vilsundbroen tidligere, er nu afsluttet. Beredskabet har pakket sammen og er igen på vej hjem. Ingen person blev fundet på isen. 

- Der er forlydender om, at folkene er kommet ind fra isen igen, lyder det fra indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Rasmus Evaldsen. 

- Helikopteren har været over og kigget, og de kan også se fodspor rigtig langt ude på isen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige andet end, at folk ikke tænker sig om, når de går ud på isen. Det er jo ikke is, der er frosset fast, det er jo grødis, der slet ikke er kraftigt nok til gå på. Det sætter en hel masse i gang hos os, siger Rasmus Evaldsen. 

Det er ekstremt farligt at færdes på isen, og derfor tog beredskabet ingen chancer, da anmeldelsen indløb klokken 17.23.

- Der er rigtig meget dybde og strøm, og der kommer meget strøm ind under Vilsundbroen. Man skal bare lade være med at gå på isen, før der står skilte om, at det er sikkert, lyder den kraftige opfordring fra indsatslederen. 

To redningsbåde og en redningshelikopter deltog i eftersøgningen.