Opdateret: Stor redningsaktion i Klitmøller

En nødstedt surfer er blevet reddet op af vandet ud for Klitmøller i Thisted. (Arkivtoto)

AmbulanceNat_1_0.jpg

Politi, helikopter, brandvæsen og en redningsbåd er talstærkt til stede i Klitmøller, hvor en surfer har været i problemer på havet. Han er dog nu blevet reddet op af vandet.

- Redningshelikopteren spottede den tyske surfer i vandet ud for kysten ved Klitmøller. Den guidede så redningsbåden fra Hanstholm Redningsstation hen til surferen, så redningspersonalet kunne hive ham op i båden, forklarer Allan Riis, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands politi.

Ifølge vagtchefen er surferen i god behold.

- Han er i live og ved godt mod, siger personalet i båden. Han bliver pakket ind og sejlet til Hanstholm havn, hvor han skal undersøges af ambulancefolkene, lyder det.

Ved redningsaktionen deltog en redningsbåd fra både Hanstholm og Nørre Vorupør Redningsstation, brandvæsen, en helikopter og politi.

Tysk turist slog alarm

Det var et opkald fra en turist, der fik hele beredskabet sendt mod Thy.

- Alarmopholdet kom fra en tysker, men forbindelsen røg, inden vi nåede at få fat i detaljerne. Derfor har vi sendt både helikopter, en redningsbåd, politi og indsatslederen fra brandvæsnet afsted, lød det fra vagtchefen, da mandskabet endnu ikke var nået frem til Klitmøller.

Endnu en surfer var onsdag aften i problemer i vandet ud for Klitmøller. Han fik dog reddet sig selv i land.