OPDATERET: 20-30 tjetjenere bag trusler i Thisted

20-30 tjetjenere truede personalet på borgerservice i Thisted efter sag om tvangsfjernelse af børn.

Politi.dk lys.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi rykkede ud med 8-9 mandskabsvogne til Thisted, hvor 20-30 tjetjenere truede personalet på Borgerservice i Asylgade. Ingen er kommet noget til, og der er ro på Borgerservice igen.

- Vi fik en anmeldelse 13.55 om, at der var en større flok, der forsøgte at trænge ind i familieafdelingen på Borgerservice. Personalet følte sig utrygge, låste sig inde og kontaktede os. Vi fik hurtigt sendt både beredskabsbiler og hundevogne, og de var forholdsvist hurtigt deroppe, siger Jens Claumarch, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Episoden opstod som en konsekvens af en tvangsfjernelse fra Thisted Kommune, hvor kommunen ifølge vagtchefen har tvangsfjernet et eller flere børn på grund af mistanke om vold.

- Det kan være, familien ikke helt havde forstået, hvad sagen drejede sig om. Derfor kom der en tolk, der kunne afklare situationen. Man kan sige, at samtale i dette tilfælde var det bedste våben, siger Jens Claumarch.

Vagtchefen oplyser, at der både var tale om tjetjenere bosat på Hanstholm Asylcenter samt herboende tjetjenere. Politiet er ikke længere så massivt til stede i området, da der igen er roligt.

Opdateret 16.05 af Henrik Birkbak