Officielt: EM i wakeboard kommer til Thy

Mesterskabet skulle have været afholdt i Ungarn, men nu kommer det i stedet til Thy.

I wakeboarding bliver atleterne trukket af et kabel, der gør dem i stand til at lave store tricks, når de hænger i luften over vandet.
I wakeboarding bliver atleterne trukket af et kabel, der gør dem i stand til at lave store tricks, når de hænger i luften over vandet.
Foto: Kevin Van Paassen/AFP/Ritzau Scanpix

Thy Cablepark skal være vært for EM i wakeboard. 

Det bekræfter Carole Marmonier, der er en del af Det Europæiske Wakeboard-forbund, over for TV MIDTVEST. 

Dermed har Thy udsigt til, at nogle af verdens bedste wakeboard-atleter kommer til landsdelen i slutningen af august.

- Det er lige blevet besluttet, at Thy Cablepark skal afholde EM i Wakeboard, siger den franske arrangør, der er i Thy for at besigtige lokaliteten. 

Man undersøger blandt andet, om der skal laves flere forbedringer, inden de europæiske deltagere skal i aktion mellem 22.-28. august.

Carole Marmonier, der er en del af Det Europæiske Wakeboard-forbund, er lige nu i Thy.
Carole Marmonier, der er en del af Det Europæiske Wakeboard-forbund, er lige nu i Thy.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Ifølge Carole Marmonier adskiller parken i Thy sig fra de steder, hvor EM tidligere har været afholdt. Det skyldes, at parken ligger ud til Thisted Bredning og ikke en sø.

- Den er meget smuk, og omgivelserne er fine. Det er en god lokalitet, og faciliteterne er meget gode, siger Carole Marnier, der fremhæver, at parken er ny. 

Frivillige trækker i arbejdstøjet

Idéen om et mesterskab i wakeboard har kun været undervejs i ganske kort tid, da den planlagte arrangør i Ungarn måtte melde fra på grund af covid-19 og krigen i Ukraine. 

I slutningen af juni bød kabelparken sig officielt til og ansøgte samtidig Thisted Kommune om 300.000 kroner til afvikling af mesterskabet. Sportevent Danmark støtter med et lignende beløb. 

- Det er en unik mulighed for at få vist vores faciliteter i hele Europa. Vi kan kun være stolte, lyder det fra Thisted Kommunens borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V). 

Han fremhæver, at arrangementet kun bliver en realitet på grund af mange frivillige kræfter. 

- Vi er stolte af, at det kan lade sige gøre på så kort tid, siger han. 

Se højdepunkter fra et tidligere Wakeboard World Cup-stævne i franske Montpellier.

Foruden EM i wakeboard skal Thy Cablepark også være vært for DM i samme disciplin i begyndelsen af august. 

Udsigten til et mesterskab på europæisk niveau glæder Simon Overgaard Rasmussen, der er operatør på kabelbanen. 

- Det er stort. Det er et kæmpe arrangement, der kommer til at kræve lidt energi.

- Vi skal have banen toptunet, og alle rails skal være klar, understreger han. 

Er det realistisk, at I er klar om halvanden måned?

- Ja, det går nok. Der er heldigvis en god flok, der hjælper til.

Ifølge det Det Europæiske Wakeboard-forbund har den første deltager allerede meldt sig til EM i Thy.