Nyt fra Thy Whisky: Nu kan du få whisky lavet på gamle ølfade

Thy Whisky har netop sendt en ny variant på gaden. Whiskyen er lavet på gamle ølfade.

Jakob Stjernholm med den nye "Thy Whisky no 11 Stovt". Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Øl og whisky er måske ikke de to mest oplagte ting at blande, men ikke desto mindre er det netop, hvad Thy Whisky og Thisted Bryghus har gjort i arbejdet med at lave den nye whisky med navnet "Thy Whisky no 11 Stovt".

Læs også Manden bag Thy Whisky: - For søren, det har været en god dag

- Vi har prøvet at udforske den lokale øl, Limfjordsporteren, og tænkt over, hvad vi kunne gøre for at mixe den ind i vores whisky på en god måde, fortæller medindehaver af Thy Whisky, Jakob Stjernholm.

Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus fejrer 30 års jubilæum i år. Bryghuset har lavet forsøg med at fadlagre Limfjordsporteren på whiskyfade fra det lokale destilleri, men nu er rollerne byttet om. Nu er det whiskyen, der har fået et strejf af øl.

- Det er sådan set en næsten færdig whisky, som man giver de sidste tre-fire-fem måneder på sådan et øl-fad, og så får man det twist af Limfjordsporter med over i whiskyen, som giver noget mundfylde. Lidt lakrids, karamel og chokolade, og det smager godt, forklarer Jakob Stjernholm.

Læs også Thy Whisky åbner destilleri: Det er en kæmpestor ting for os

Dybe rødder i Thy

Den første aftapning har givet 831 flasker af den nye øl-whisky. Den blev sat til salg torsdag, men blev officielt præsenteret fredag på bryghusets gamle maltloft.

- Jeg synes, at det er fedt. Hvorfor skulle vi lave whisky i Danmark, hvis ikke vi går ud og finder ud af, hvad vi kan gøre med det, vi allerede har i Danmark? Det, vi har lige udenfor på vores marker og de ting, vi har i området her. 

- Det er jo i allerhøjeste grad noget, som graver dybt i rødderne i Thy. Så jeg synes, at det er oplagt, at vi begynder at tænke dansk whisky på den måde - i stedet for at kopiere noget, som man laver alle mulige andre steder, siger Jakob Stjernholm. 

Whiskyen sælges for 1000 kroner pr. flaske. 

00:38

En blanding af øl og whisky lyder ikke umiddelbart som en god ide. Alligevel har Thy Whisky nu lavet et samarbejde med Thisted Bryghus

Luk video