Ny film om Steinfath får verdenspremiere i Thisted

Dokumentarfilmen Skagerrak fortæller historien om thyboens 147 kilometer lange padletur - og om det mislykkede forsøg året før.

Casper Steinfath under turen over Skagerrak sidste år.
Casper Steinfath under turen over Skagerrak sidste år.
Foto: Fredrik Clement/Outwest Production

I dag mandag er det præcist et år siden, det som den første i verden lykkedes surferen Casper Steinfath fra Klitmøller at krydse Skagerrak på et stand up padle-bræt. 

Samtidig er en ny dokumentarfilm om den 25-åriges thybos fantastiske præstation færdigklippet.

Filmen, der slet og ret har fået navnet Skagerrak, får gallapremiere den 3. maj i Kino 1-2-3 i Thisted som et led i Cold Hawaii Surf & Film Festival.

- Jeg får de vildeste sommerfugle i maven bare ved at tænke på, at min familie, mine venner og resten af Thy kan se filmen for første gang sammen med mig. Jeg er stolt over, at den får premiere i Thy, for filmen betyder så meget for mig. Jeg er virkelig spændt på at genopleve den magiske stemning og de mange vilde følelser fra turen, siger Casper Steinfath i en pressemeddelelse.

Fortæller også om den mislykkede tur 

Det er selskabet Outwest Production, der har produceret filmen om den 147 kilometer lange padletur fra Hirtshals til Kristiansand. Filmen fortæller ikke kun om den vellykkede tur sidste år, men også om det forsøg, som Steinfath i 2017 måtte opgive få kilometer fra Norges kyst.

Og den 25-årige hovedperson håber, at filmen kan være en inspiration for mange - uanset om de er surfere eller ej.

- Jeg tog afsted for at padle til Norge – men jeg kom hjem med bevidstheden om, at jeg kun kan opnå store ting i mit liv, når jeg tør bede om hjælp. Jeg håber, at filmen kan inspirere andre til at sætte sig mål, der passer til folks eget liv, siger Casper Steinfath.

Filmen vil kunne ses i Thisted i en periode efter premieren, og den 7. maj vises den også i Grand Teatret i København.

27:57
TV MIDTVEST var med, da det lykkedes Casper Steinfath at krydse Skagerrak på et surfbræt. Se en længere reportage fra turen her.