Ny borgmester: Der er 10.000 ting jeg ikke aner noget om

Ulla Vestergaard glæder sig til jobbet som borgmester i Thisted - også selv om det er en udfordring med masser af ubekendte.

1:40
59-årige Ulla Vestergaard kommer fra et job som undervisningskonsulent hos FOA i København. Se indslaget her.
Foto: Stefan Kjærgaard, TV2 Nord

Der er nye tider på mange borgmesterkontorer i det midt- og vestjyske. 

Det gælder også i Thisted, hvor socialdemokraten Ulla Vestergaard har afløst den konservative Lene Kjelgaard Jensen.

- Det er en kæmpe, kæmpe gave at få sådan en udfordring. Men det suger da noget i maven, for det forpligter også rigtig meget i forhold til at prøve at gøre det allerbedste, siger hun.

Den 59-årige socialdemokrat blev borgmester efter en dramatisk nat oven på kommunalvalget den 21. november sidste år.

Hun udnyttede balladen i den borgerlige lejr til at lave en konstitueringsaftale med Venstre. Klokken var næsten fem om morgenen, inden hun og Venstres spidskandidat Niels Jørgen Pedersen kunne fortælle pressen om resultatet. 

Nu er valgkampen for længst overstået, og Vestergaard og resten af byrådet er klar til at tage fat på det politiske arbejde.

Klokken var næsten fem om morgenen, før Ulla Vestergaard efter kommunalvalget i november kunne fortælle om den nye konstitueringsaftale sammen med Venstres Niels Jørgen Pedersen.
Klokken var næsten fem om morgenen, før Ulla Vestergaard efter kommunalvalget i november kunne fortælle om den nye konstitueringsaftale sammen med Venstres Niels Jørgen Pedersen.
Foto: Sean Kelly Christensen

Ulla Vestergaard er langt fra nogen nybegynder i kommunalpolitik. Hun har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2010 - alligevel erkender hun, at mange ting vil være helt nye for hende.

- De sidste år har også været en læringsproces for mig, og jeg synes, at jeg er klar. Men når man så kommer til at arbejde i organisationen, er der også 10.000 ting, jeg ikke aner noget som helst om. Men der er heldigvis en stab af mennesker, der hjælper på vej, så man er ikke helt alene, siger hun.

Ulla Vestergaard er tidligere formand for FOA i Thisted og har de seneste år arbejdet som undervisningskonsulent hos FOA i København.