Opgaven med at drive asylcentre på Langeland skal fremover varetages af Thisted, Vesthimmerland, Jammerbugt og Tønder kommuner i samarbejde med Røde Kors. Det oplyser Udlændingestyrelsen i en pressemeddelelse.
De fire kommuner og Røde Kors er valgt efter et udbud, som udlændingestyrelsen offentliggjorde den 22. november. I forbindelse med udbuddet har styrelsen bestemt, at Langeland Kommune ikke længere skal stå for asylcentrene.
Blandt andet har der været store ledelsesmæssige problemer i kommunen, som vi derfor ikke mener er egnet til at varetage opgaven, siger direktør Tanja Franck fra Udlændingestyrelsen.
- Vi har oplevet flere situationer, hvor kommunen har undladt at give centrale informationer til os. Og under udbudsprocessen er der kommet nye oplysninger frem, om alvorlige ledelsesmæssige problemer, siger direktøren i pressemeddelelsen.
Opgaven lander derfor hos de fire kommuner, som i forvejen har en bred erfaring i arbejdet med at drive asylcentre. Det handler blandt andet om indkvartering af asylansøgerne, sundhedsydelser, pasning af børn samt undervisnings- og fritidstilbud.
Og der er ikke lang forberedelsestid for de nye operatører. Allerede fra 1. januar skal de være klar med planerne for asylcentrene på Langeland.
Lige nu er der 55 asylcentre i Danmark. På grund af det faldende antal asylansøgere vil Udlændingestyrelsen frem mod sommeren næste år nedlægge 2000 pladser på centrene.