Ny afgift er ’dræbende for dansk fiskeri’: - Der er taget kvælertag på det her fag

Selvom der er afsat et trecifret millionbeløb til omstillingen, er de langt fra rolige i Hanstholm.

Fra 1. januar bliver det dyrere at være fisker. Der træder en ny CO2-afgift i kraft, som betyder, at brændstoffet til kutterne frem mod 2025 kommer til at stige med 2,25 kroner.

Priserne er i forvejen høje på grund af krigen i Ukraine - og med afgiften nærmer det sig syv kroner pr. liter. For bare få år siden var prisen nede på to-tre kroner.

Og det skaber dyb bekymring på havnen i Hanstholm.

- Det her får stor betydning for os. Vi bruger en million liter diesel om året. Og to kroner oveni pr. liter diesel, det bliver også til penge. Worst case er, at vi må lukke og slukke. Det her er opskriften på katastrofe, siger Christopher Ditlevsen, der er fisker i Hanstholm.

- Vi kan ikke omstille os til noget andet

Og én ting er prisen. Noget andet er, at fiskerne slet ikke mener, det giver mening at have en afgift, når der reelt ikke er noget grønt alternativ til dieselmotoren.

- Jeg synes, CO2-afgiften i sig selv, den er fin nok, det er fair - hvis der var et alternativ. Vi kan ikke omstille os til noget andet, vi kan ikke have solceller eller batterier eller tage en forlængerledning med. Vi har kun diesel at gøre med, siger Christopher Ditlevsen.

På auktionshuset er de selvsagt afhængige af, at der kommer fisk ind - og på den front er der dårlige udsigter, mener auktionsmester Jesper Kongsted.

- Det her er direkte dræbende for dansk fiskeri, for Hanstholm Havn, Thyborøn Havn og Hirtshals Havn. Der er taget kvælertag på det her fag, big time.

1:00
Fisker Christopher Ditlevsen.

- Dansk fiskeri er minimeret. Og med de her afgifter kan det være, vi bliver fuldstændigt udryddet, siger Jesper Kongsted.

På fiskeauktionen mærker de allerede, at de udenlandske fiskere er begyndt at søge andre steder hen for at undgå afgifterne. Det mærker Morten Mortensen, der er en af dem, der opkøber mange fisk i Hanstholm.

- I løbet af min 35-40-årige karriere er der bygget et rigtigt stort netværk op med fiskere fra Frankrig, Sverige, Norge og Tyskland. Og de vælger os fra nu, på grund af CO2-afgiften.

Afgiften er en del af aftalen om den grønne skattereform fra 2022, som regeringen, De Konservative, Radikale Venstre og SF står bag. I aftalen er der også sat 350 millioner kroner af til at kompensere fiskeriet for omstillingen.

Svar fra ministeren

Jacob Jensen, der er minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har ikke ønsket at stille op til interview i dag, men oplyser følgende i et skriftligt svar:

"Jeg lytter til fiskernes frustration og tager det meget alvorligt. Jeg ønsker at sikre langsigtede og stabile rammer for fiskeriet, så vi kan udvikle erhvervet i en bæredygtig retning, både miljømæssigt, klimamæssigt og økonomisk. Derfor ser jeg også frem til, at vi snart skal i gang med forhandlingerne om fremtidens fiskeri, hvor udmøntningen af midlerne afsat til fiskerierhvervet i Aftale om Grøn Skattereform for industri mv. netop indgår.”

0:50
Jesper Kongsted er dybt bekymret for konsekvenserne af den nye CO2-afgift.