Nu mærker de Brexit i Thy

Vinduesfabrikken Idealcombi i Hurup fyrer 25 medarbejdere som følge af usikkerhed efter det britiske nej til EU.

220415Idealcombi.jpg

25 medarbejdere på Idealcombi i Hurup har fået en fyreseddel som direkte konsekvens af briternes nej til EU i juni, det skriver DR MIDTVEST. 28 procent af virksomhedens indtægter stammer fra Storbritannien, men her er tingene gået i stå som følge af usikkerheden omkring EU.

- Status er nu, at mange sager er udskudt og måske først kommer i gang til foråret, så vores forventede salg i efteråret udebliver, siger Martin Søgaard, der er direktør i Idealcombi.

Det britiske pund er faldet med over en krone i værdi siden Brexit. Det har været medvirkende til at den danske eksport til Storbritannien ifølge Danmarks Statistik faldt med 10,5 procent i august. Martin Søgård ved ikke om den tendens vil fortsætte. 

- Vi følger udviklingen tæt, da det har en stor påvirkning for vores virksomhed, siger Martin Søgaard.