Nu kan firmaer i Thisted og Vesthimmerland sende ansatte hjem på lønkompensation

Regeringen er sammen med arbejdsmarkedets parter enige om aftale for lønkompensation i Nordjylland.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Arkivfoto.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Arkivfoto.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Regeringen har indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om lønkompensation i de syv nordjyske kommuner, der er ramt af skærpede coronarestriktioner.

Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at virksomhederne kan sende ansatte hjem og få dækket mellem 75 og 90 procent af lønnen. Loftet er på 30.000 kroner om måneden per ansat.

Ordningen gælder for de syv kommuner, som på grund af muteret virus fra mink i øjeblikket er underlagt skærpede restriktioner.

En af restriktionerne er, at man som udgangspunkt skal blive i egen kommune.

De syv kommuner er Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø.