Nej tak til flere asylansøgere

Byrådet i Thisted stemte nej til at tage imod yderligere 140 asylansøgere.

Thisted_Kommune_ext_1.jpg

I Thisted Kommune har de åbnet dørene op for mange asylansøgere, og for få uger siden meldte Social- og Sundhedsudvalget ud, at de var klar til at tage flere. 

På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag aften blev det dog stemt imod af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. 

Der var lagt op til, at kommunen kunne tilbyde plads til ydereligere 140 asylansøgere, der skulle indkvarteres i en lejrskole i Vorupør og på campingpladsen i Hanstholm. Men det var ikke noget, alle i kommunalbestyrelsen så som en god idé. 

– Vi skylder asylansøgerne, vores personale og kommunens borgere, at vi sikrer, at vi sørger for, at vi gør det ordentligt, og derfor bør vi tage en timeout, lød det fra Venstres gruppeformand Niels Jørgen Pedersen ifølge Limfjord Update. 

Niels Jørgen Pedersen fik opbakning af Jens Kr. Yde fra De Konservative.

– Det vil være en fejl at tage flere ind af ressourcemæssige hensyn. Thisted Kommune har givet vores bidrag til at løse flygtningeproblemet, sagde Jens Kr. Yde ifølge Limfjord Update.