Naturlig forklaring på villabrand i Hurup

Nu er der nyt fra politiet omkring årsagen til en brand i et hus i Hurup i begyndelsen af året.

Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der var en naturlig årsag til den brand, der den 10. januar raserede en bolig på en villavej i Hurup. Det fortæller lokalpolitiet i Thisted. 

- Der er ikke tale om ildspåsættelse overhovedet. Der var sat en projektor ovenpå en stol, og den var blevet varm, så den har antændt branden, siger politikommissær Jørgen Jensen. 

Læs også Mistænkelig brand i Hurup skal undersøges nærmere

Politiet betragtede i første omgang branden som mistænkelig. Hvorfor er ikke blevet oplyst, men noget fik dem til at kigge nærmere på, hvordan ilden i huset var opstået, og i løbet af den 10. januar blev en mand anholdt i forbindelse med sagen. 

Han blev afhørt af ordensmagten, inden han igen blev løsladt.

- Nu skal vi have hans forklaring sammenholdt med teknikernes undersøgelse, lød det dengang fra vagtchef, Carsten Henriksen.

Nu er brandårsagen så fundet, og manden er udenfor mistanke.

- Han er renset for det, og det har han også fået at vide. Der var en naturlig forklaring på det, slutter politikommissær Jørgen Jensen.

00:42

Indslag fra den dag hvor huset brændte, og politiet efterforskede branden.

Luk video