Motionsløber opdagede mistænkelig lastbil – nu er to mænd anholdt

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Opdateret 7. maj klokken 08:53: De to mænd blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. 

Politiet har anholdt en 33-årig og en 29-årig mand, efter et indbrud hos en lastbilvirksomhed på Løvevej i Thisted.

Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis onsdag morgen.

Indbrudstyvene brød natten til mandag fire skibscontainere fyldt med lastbildæk, lastbilfælge og fælge til personbiler op med en vinkelsliber og kørte væk med godset i en lastbil.

Virksomheden delte overvågningsbillederne af indbrudstyvenes lastbil internt, og det gav pote tirsdag aften. En motionsløber, der kom forbi rastepladsen Undallslund lidt udenfor Viborg, kunne genkende lastbilen og alarmerede politiet.

- Da vi når ud til rastepladsen med en patrulje, finder vi mændene sovende i lastbilen. De bliver anholdt på stedet, da vi ret hurtigt får kigget i anhængeren og kan konstatere, at tyvekosterne er der, siger Allan Riis.

Muligvis flere tyvekoster i lastbilen

Det var dog ikke kun dæk og fælge, politiet opdagede. Anhængeren var fyldt med, hvad politiet formoder, er andre tyvekoster.

- Vi kan se, i vores system, at der ligger anmeldelser fra andre indbrud, så nu skal vi have undersøgt nærmere, hvor de andre ting kommer fra, forklarer Allan Riis.

De to mænd, der blev anholdt ved 18-tiden tirsdag, har indtil videre nægtet at udtale sig om sagen til politiet, der vil forsøge at få dem fremstillet i grundlovsforhør onsdag.