Mistænkelig brand i Hurup skal undersøges nærmere

Fredag formiddag anmeldte en beboer i Hurup brand i sin villa. Den sag skal nu undersøges nærmere.

Det var her på Sønder Alle, det brændte. Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

OPDATERING KLOKKEN 17.14: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at en mand er anholdt i sagen.

Politiets teknikere er på vej til Hurup for at finde forklaringen på en mystisk brand.

- Det er en brand, som har nogle mistænkelige omstændigheder.

- Derfor undersøger vi den nærmere, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær til TV MIDTVEST.

Han vil dog endnu ikke fortælle, hvad der gør sagen mistænkelig.

Politiets teknikere går nu i gang med at undersøge omstændighederne nærmere. Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Klokken 10:40 fik politiet meldingen om branden på Sønder Alle i Hurup.

Det var en mandlig beboer i huset, der selv tog kontakt til alarmcentralen.

- Ingen kom til skade ved branden, oplyser vagtchefen.

Branden blev slukket, inden huset brændte ned.

Én er anholdt

Sent fredag eftermiddag fortæller vagtchef Carsten Henriksen, at politiet har anholdt en person i forbindelse med branden. 

- Der er en, der har været afholdt. Men han bliver løsladt igen nu her, lyder det. 

Manden har været til afhøring hos politiet, uddyber vagtchefen. Derudover er politiet fortsat yderst sparsomme med oplysninger om branden, og hvorfor de betragter den som mistænkelig. 

- Nu skal vi have hans forklaring sammenholdt med teknikernes undersøgelse, siger Carsten Henriksen.