Medarbejder på skole corona-positiv: 54 elever sendt hjem

Coronavirussen har besøgt Hurup Skole, og det betyder, at flere klasser er sendt hjem i isolation, til de er blevet testet negative.

En medarbejder på Hurup Skole er testet positiv for coronavirus. Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix

Tirsdag oplevede en medarbejder på Hurup Skole lette symptomer på covid-19 og måtte derfor tage hjem og lade sig teste. Fredag morgen kom testen positiv tilbage, og derfor har skolen måttet reagere.

- Sjette årgang, som er to klasser, og 9.e er send hjem. Vi har også har sendt seks medarbejdere hjem, der har deltaget i møder eller haft samtaler med vedkommende i løbet af tirsdagen. Vi prøver at screene, hvem der har været i kontakt med personen, siger Per Olesen, der er skoleleder på Hurup Skole.

Læs også Medarbejder på plejecenter i Thisted smittet med coronavirus

Styrelsen for Patientsikkerhed står for smitteopsporing og for at iværksætte eventuelle restriktioner. For skolen venter der nu en weekend med en vis grad af usikkerhed.

- Nu skal alle de hjemsendte elever og medarbejdere skal testes to gange i løbet af weekenden afhængig af, hvornår de kan få tid, og så afventer vi jo de resultater, som forhåbentlig alle er negative, siger skolelederen til TV MIDTVEST.

Hurup Skole har sendt flere klasser hjem grundet coronavirus. Foto: Google Maps

For de øvrige elever og medarbejdere på Hurup Skole fortsætter hverdagen på almindelig vis i den kommende uge.

Dog vil det kunne mærkes, at 54 elever mangler.

Læs også Pædagog smittet med corona: Børnehave og fire skoleklasser sendt hjem

- Vi er selvfølgelig kede af at have det inden for dørene, men omvendt lever vi også i et samfund, hvor det er omkring os. Når vi nu har det inden for dørene, så forholder vi os til det sammen med styrelserne og skoleforvaltningen, siger Per Olesen.