Masseslagsmål på marked: Morsingboere og thyboere i infight

Politiet måtte tilkalde forstærkning, da et masseslagsmål brød løs på Vildsund Marked.

Håndjern
Foto: Flemming Christensen

Torsdag aften udviklede en uoverensstemmelse sig på Vildsund Marked til et masseslagsmål. Det skriver Skive Folkeblad.

- Mindst 12 var involveret i slagsmålet, som var morsingboer mod thyboer. I alt tre patruljer blev sendt til stedet, herunder patruljen fra Skive, fortæller politiassistent Niels Bach fra politiet i Skive.

Det meste af slagsmålet var dog opløst, da politiet nåede frem.

En ung morsingbo blev anholdt. Den 20-årige mand fra Nykøbing-området bliver sigtet for at have involveret sig i det store slagsmål og derved forstyrret den offentlige orden, oplyser politiet til Skive Folkeblad.