Marathon på hjemmebane: Gymnasieelev løber 563 omgange rundt om huset derhjemme

En skør idé blev til virkelighed hos 19-årige Viggo Iversen, som i dag løb et marathon med 563 omgange rundt om sit eget hus.

Viggo Iversen i gang med at løbe et marathon rundt om huset derhjemme.
Viggo Iversen i gang med at løbe et marathon rundt om huset derhjemme.
Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Tid er der nok af for gymnasieeleverne i øjeblikket. Påskeferien er begyndt, og der er ikke mulighed for at mødes med alle vennerne, og det betyder alternative måder at få tiden til at gå på.

For Viggo Iversen var dagens mission et marathon, ikke foran fjernsynet, heller ikke ude på landevejen, men derhjemme - rundt om huset.

- Nu har jeg været hjemme så længe, og så så jeg, at en mand i Sæby havde løbet et marathon rundt om sit hus, og en mand i Australien havde løbet et i sin lejlighed, fortæller Viggo Iversen.

Og der skulle ikke gå længe fra han havde set den idé, til at han selv hoppede med på vognen.

- Jeg vendte det lige med mine forældre, og så en time efter, så sad jeg og planlagde, hvordan det skulle foregå, siger Vigge Iversen.

Viggo Iversen er klar til at tage marathon udfordringen op.
Viggo Iversen er klar til at tage marathon udfordringen op.
Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

Ikke trænet op

Et marathon er ikke noget alle bare lige løber. Men Viggo Iversen er aktiv til hverdag, både som fodboldspiller og dommer. Alligevel burde han måske have trænet en smule mere op.

- Jeg har ikke rigtigt trænet ordentlig op til det. Jeg løb mit første marathon i september i Nationalpark Thy, men der havde jeg trænet bedre. Det her blev lige lidt mere impulsivt, forklarer Viggo Iversen.

Efter planlægningen af dagens marathon kom på plads, har der kun været tid til en lille aktiv tur, inden slaget skulle stå.

- Jeg cyklede lige en tur på 60 kilometer i mandags, men ellers så har jeg restitueret de sidste dage for at blive klar, fortæller Viggo Iversen.

Første mellemtid er efter 24km, den lyder på 2 timer og tyve minutter.
Første mellemtid er efter 24km, den lyder på 2 timer og tyve minutter.
Foto: Kasper Hovmand, TV MIDTVEST

563 omgange

Når turen går rundt og rundt og rundt og rundt, så giver det lidt andre udfordringer end et normalt marathon.

- Jeg synes heldigvis ikke jeg bliver rundtosset. Men man kan godt få lidt ondt i ankler og lårene i svingene, siger Viggo Iversen.

Men smerten bed han i sig hele vejen i mål. Blandt andet fordi flere venner og familiemedlemmer har kigget forbi udenfor i løbet af dagen.

- Der har heldigvis været en del forbi for at give lidt opbakning, det hjælper på smerten, siger Viggo Iversen.

De 42 kilometer blev tilbagelagt på 4 timer 22 minutter 7 sekunder.