Mand anklaget for brandbombeangreb på politifolk i Thisted

I en brandert stjal en mand en ATV, smadrede ruder og angreb politistation med brandbombe, lyder anklagen.

En 24-årig mand er anklaget for blandt andet at have kastet en molotovcocktail mod politistationen i Thisted.
En 24-årig mand er anklaget for blandt andet at have kastet en molotovcocktail mod politistationen i Thisted.
Foto: TV MIDTVEST / arkiv

To politifolk var efter anklagemyndighedens opfattelse i fare, da en brandbombe - en såkaldt molotovcocktail - blev kastet mod politistationen i Thisted en søndag morgen i april. Det fremgår af anklageskriftet mod en 24-årig mand, som har siddet varetægtsfængslet i sagen siden da.

I retten om en uge

Den hjemmelavede brandbombe ramte muren på politistationen klokken kvart i otte om morgenen den 21. april. Derefter brændte indholdet af bomben ud på jorden.

Ud over forsøg på brandstiftelse er den 24-årige anklaget for forsøg på vold mod politiet og for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at volde "nærliggende fare for nogens liv eller førlighed", som det hedder i bestemmelsen.   

Sagen mod den 24-årige skal behandles ved Retten i Holstebro den 31. oktober. Her vil den 24-årige desuden blive mødt med anklager om spirituskørsel, brugstyveri af motorkøretøj og hærværk.

Gerningsmanden kørte efter angrebet mod politistationen på en ATV - et firehjulet motorkøretøj, som føreren sidder ovenpå. Ifølge anklageskriftet var den stjålet, og manden havde en alkoholpromille højere end det tilladte.

Også tiltalt for smadrede butiksruder   

Anklagemyndigheden mener, at manden ud over angrebet på politistationen også har smadret to butiksruder i Thisted. Det drejer sig om en rude hos City Pizza på Østerbakken og en rude på Thisted Løve Apotek på Sydhavnsvej.

Skaderne for de to hærværksforhold er opgjort til godt 15.000 kroner sammenlagt.

I retten skal en dommer og to domsmænd afgøre sagen. Domsmænd medvirker i sager, hvor der er påstand om fængselsstraf, og hvor den tiltalte nægter sig skyldig.