Malthe Jakobsen drømmer om Formel 1

14-årige Malthe Jakobsen fra Sennels i Thy har netop vundet titlen som årets rookie i dansk Formel 4.

Malthe Jakobsen vandt i dag titlen som årets rookie i dansk Formel 4.
Malthe Jakobsen vandt i dag titlen som årets rookie i dansk Formel 4.
Foto: Privatfoto

I dag blev danmarksmesterskabet i motorsportsklassen Formel 4 afsluttet. Feltets yngste deltager, Malthe Jakobsen, blev samlet nummer 6, og derudover vandt han titlen som årets rookie, hvilket betyder, at den 14-årige thybo blev den bedst placeret af alle førstegangsdeltagerne.

Formel 4 er en ungdomsrække, der fungerer som overgang til større biler. Bilerne kan køre over 200 km/t, men på trods af det, var det ikke udpræget glæde, der prægede den unge mand efter mesterskabets afslutning.

- Lige nu er jeg lidt skuffet, men om en halv time er jeg sikker på, at jeg kan glæde mig over en god sæson, lød det fra Malthe Jakobsen umiddelbart efter dagens ræs.

Skuffelsen skyldtes, at Malthe havde ligget nummer 2 inden det første sving. Han blev derefter ramt bagfra af en anden bil, hvilket gjorde, at flere biler overhalede ham indenom. Det afholdte dog ikke Malthes far fra at være stolt over sin søns evner bag et rat. 

- Jeg er mega stolt og glad for, at det lykkedes for ham. Han har kørt ræs, siden han var 4 år gammel, så han ved, hvad han laver, sagde Lasse Jakobsen, der er far til Malthe.

Danmarksmesterskabet i formel 4 foregår på den måde, at der køres løb 8 weekender om året fordelt rundt i hele landet. Hver weekend består af 3 heats, og denne weekend indtog kørerne så Jyllandsringen i Silkeborg.

Nu er Malthe Jakobsens første sæson overstået, og det har bestemt givet ham mod på mere.

- Drømmen er at komme til at leve af det. Det kunne da være fedt at komme til at køre Formel 1, men det er svært, så nu må vi se, hvad der sker, fortalte den unge racerkører om drømmene for fremtiden.

Med titlen som årets rookie følger en tur til Tyskland, hvor han får lov til at lave en testkørsel foran et internationalt publikum.

Sådan ser det ud, når Malthe Jakobsen sidder i den racerbil, der kan køre over 200 km/t.
Sådan ser det ud, når Malthe Jakobsen sidder i den racerbil, der kan køre over 200 km/t.
Foto: Privatfoto