To mænd skabte utryghed i bus – havde knive og falsk pistol med sig

​Mændenes opførsel fik passagererne i bussen til at spærre øjnene op, forklarer politiet.

(arkivfoto)
(arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Passagerer der skulle med bussen fra Nykøbing til Skive fik sig mandag formiddag en forskrækkelse udover det sædvanlige.

Med bussen var der nemlig to mænd på henholdsvis 29 og 32 år, som havde taget adskillige våben med sig.

Det fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

- Den 29-årige havde en dolk på syv en halv centimeter, en isoleringskniv på 31 centimeter og et stykke værktøj med en kniv i på sig. Oveni bar han en pistol i sit bælte. Pistolen viste sig at være en hardball-pistol, så den var ikke ægte, men det var nok til at vække opsigt. Han var også iført at vagtkostume, selvom han ikke er vagt.

- Den 32-årige havde ingen synlige våben på sig, men det viste sig, at han havde to knive i sin taske, da vi tjekkede ham, lyder det fra Niels Bach.

Mændende blev taget med ind på politistationen, da bussen ankom til Skive, hvor en patrulje stod klar til at tage imod dem.

Ville ikke skade nogen – men folk var utrygge

Politiet er ikke klar over, hvorfor de to mænd havde våbnene med sig, men de føler de sig alligevel overbeviste om, at mændene ikke havde ondsindede hensigter. 

- Der er selvfølgelig altid et faremoment i at have våben med sig, men det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at de ikke var ude på at skade nogen, selvom folk blev utrygge, siger Niels Bach.

- Man skal naturligvis ikke gøre sådan noget. Det skaber simpelthen uro.

De to mænd er begge sigtet for at have overtrådt våbenloven.