Lukker familieejet bageri efter 92 år: - Ulriks skrog kan ikke mere

Bagerparret skal nu finde ud af, hvad tiden skal gå med.

4:17
Ægteparret overtog bagerforretning i år 2000.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Ægte- og bagerparret Gitte Søndergaard Madsen og Ulrik Madsen fra Snedsted i Thy har siden midten af december haft mere tid til hinanden.

Efter flere år med tidlige morgener med melvejninger, æltninger og varme ovne besluttede parret kort jul at lukke Madsens Bageri i Snedsted.

- Ulriks skrog er slidt, og jeg har været ramt af stress, forklarer Gitte Søndergaard Madsen fra den tommer bagerbiks.

Det familieejede bageri har eksisteret i 92 år gennem tre generationer. Ægteparret Gitte Søndergaard Madsen og Ulrik Madsen tegner sig for i alt 22 af årene.

I årenes løb har parret næsten dagligt været forbi bagerforretningen.

- Vi har haft lukket juledag og nytårsdag, men jeg har selv måttet forbi juledag for at friske surdejen op, forklarer Ulrik Madsen.

Gitte Søndergaard Madsen og Ulrik Madsen har fået bedre tid til hinanden.
Gitte Søndergaard Madsen og Ulrik Madsen har fået bedre tid til hinanden.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Har mere tid til børnebørn

Da TV MIDTVEST møder parret har bageriets ovne leveret det sidste franskbrød.

- Det er ikke ret tit, at jeg kan gå alene og græde. Men det har jeg gjort de sidste gange, hvor jeg har været her, forklarer han.

Parret fortæller, at de er enige om at trække stikket til et liv som bagere.

- Efter så mange år er det svært at se sig selv i noget andet. Men lige pludselig skinner solen en dag, og så er vi klar, lyder det fra Gitte Søndergaard Madsen. 

Parret har blandt andet besluttet sig for at bruge mere tid med hinanden og deres børnebørn.

- Jeg vil glæde mig til at besøge dem uden, at klokken skal afgøre, hvornår vi skal hjem, siger Gitte Søndergaard Madsen.

Mød parret på TV MIDTVEST Play, hvor du også kan blive klogere på Lykke Viborg Ustrup, der har skiftet fra frisør til skraldemand.