Lille Liam med leukæmi fik Vingegaards gule trøje: - Den giver vinger
Sidste år mødte seksårige Liam sit store idol Jonas Vingegaard i Glyngøre. I år holder han sommerferie i byen, men der sker ikke så meget som sidst.
Liam med leukæmi har ét særligt minde fra Glyngøre.
Sidste år mødte han nemlig Jonas Vingegaard på helt tæt hold, hvor han fik en autograf og overrakt den gule førertrøje fra Tour de France.
- Det var stort. Det lever han stadig højt på et år efter, siger Martin Børre Bastrup, der er far til Liam.
Det har været så stort et øjeblik for Liam, at han i år har insisteret på, at familiens sommerferie skulle afholdes lige der, hvor han mødte Vingegaard sidste sommer. Nemlig i Glyngøre.
- Det har været et stort ønske for Liam. Han ville gerne se Glyngøre, når byen ikke var i gult, siger Martin Børre Bastrup, der er far til Liam.
Men i år er der altså ikke helt så meget fest og farver over Glyngøre som sidste sommer.
- I år var der ikke nogen Jonas, så det har været lidt kedeligere - og noget andet end det, vi var vant til sidste år, Martin Børre Bastrup.
Liam og familien blev overrasket over, hvor lidt der egentligt sker i Glyngøre, når byen ikke er malet i gult og proppet med turister, der håber på at få et glimt af Jonas Vingegaard.
Derfor måtte de efter en dag i den lille by ty til andre metoder at holde Liam og hans tre søskende beskæftiget på. Derfor gik turen onsdag en tur til Jesperhus Blomsterpark.
- Der skulle ske lidt, siger Martin Børre Bastrup, mens Liam Børre Bastrup tilføjer:
- Og der er karruseller her.
Den gule førertrøje har fået en særlig betydning
Den seksårige Vingegaard-fan har nu været i behandling for sin kræftsygdom i to år, men siden sommeren 2023 har der været fremskridt, fortæller Liams far.
Og den gule førertrøje, som Liam fik af Jonas Vingegaard sidste år, kommer frem i de svære tider.
- Han har krammet den, sovet i den eller brugt den som bamse.
For ifølge familien er det lidt, som om at den trøje har givet Liam held.
- Han har ikke rigtig været syg siden, så der er lidt med, at den gule trøje giver vinger. Det tror jeg på, siger Martin Børre Bastrup.
Næste år drømmer han om sommerferie i Frankrig
Næste år er det ikke Glyngøre, der står højest på ønsker over sommerferiedestinationer.
Her er det uden tvivl Frankrig, der står øverst på listen - og lige præcis i de uger, hvor der er Tour de France.
- Hans største ønske er at se Jonas Vingegaard på et af bjergene, så det er forhåbentligt planen næste år, siger Martin Børre Bastrup.
Til december får Liam og familien svar på, om han er rask.