LifeBoard skal erstatte redningskransen: - Man kan padle ud og få standset ulykken hurtigst muligt

Et nyt alternativ til redningskransen skal gøre det nemmere at redde personer i havsnød langs Vestkysten.

Du kender sikkert den klassiske, rød-hvide redningskrans, der står på strande og havne langs de danske kyster. Den er blevet symbolet på kystredningsudstyr, men nu har den fået en følgesvend med navnet LifeBoard.

- Redningskransen har vi kendt i mange år og fungerer fint steder, hvor man kan kaste den ud til nogen, der ligger, men når vi står på strande, så giver det ikke rigtigt mening at sætte dem op.

- LifeBoardet er specialdesignet til, at man kan padle ud og få standset ulykken hurtigst muligt, siger Mikkel Thomassen, der står bag virksomheden LifeBoard.

Det røde bræt med sorte håndtag er nu hængt op 30 steder langs kysten i Midt- og Vestjylland, og onsdag kunne strandgæster få lov at prøve det i vandet ved Vesterhavet i Klitmøller.

- Vi vil rigtig gerne sprede budskabet om vandsikkerhed, hvordan man bruger LifeBoardet og vise det frem til badegæsterne. Det er jo dem, der kan stå en dag og få brug for udstyret i en kritisk situation, siger Mikkel Thomassen.

En af dem, der tog imod tilbuddet om en prøvetur på et LifeBoard, er Jacob Christensen fra Aalborg. 

- Det var ikke så hårdt at svømme derud, men det var lidt hårdere, da der kom en person på.

- Jeg synes, det er et rigtig godt redskab, hvis nogen skulle komme i fare, siger han.

Jacob Christensen bor i Aalborg, men holder i denne uge ferie i Klitmøller.
Jacob Christensen bor i Aalborg, men holder i denne uge ferie i Klitmøller.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

LifeBoard-indehaveren håber, at brættet kan stå klar på endnu flere strande allerede næste år. 

- Det går fremad, og vi er sikre på, at folk kommer til at se LifeBoard rigtig mange steder, siger Mikkel Thomassen. 

Indtil videre har kommunerne Thisted, Lemvig og Ringkøbing-Skjern sat LifeBoards op i vores landsdel. 

Få et overblik over placeringerne på kortet herunder.