Leos have er fyldt med julelys i tusindvis: - Det er dejligt at kunne gøre noget for byen
Julen er allerede godt i gang på Østerbakken i Thisted. Her har Leo Jensen åbnet sin have fyldt med julelys for hele byen.
Omkring 6000 pærer lyser et hus op på Østerbakken i Thisted. I huset bor Leo Jensen, og for 10. gang inviterer han hele byen og andre nysgerrige sjæle indenfor i sin have for at sprede julestemning.
- Det er dejligt at kunne gøre noget for byen i Thisted. Det har jeg altid haft lyst til, fortæller Leo Jensen.
Søndag blev julelysene tændt, og dermed blev Leo Jensens julehave åbnet for sæsonen. Omkring 350 mennesker var mødt op på åbningsaftenen for at tage en tur rundt på de 400 kvadratmeter fyldt med lys og jul.
Hvert år finder julenissen på Østerbakken, som Leo Jensen kalder sig selv, på noget nyt til udstillingen:
- Det er jo en skrue uden lige, at man skal blive ved med at finde på noget nyt hvert år. Så der er noget for børnene at kigge på, når de kommer.
Det tager ham en måned at gøre haven juleklar, og han kunne ikke have gjort det uden hjælp fra sine børn, svigerbørn og børnebørn, der kommer og hjælper. Derudover tilbyder flere også frivilligt deres hjælp, og nogle er søde at sponsorere ting til udstillingen.
I løbet af julen besøger omkring 5000 mennesker Leo Jensens have. Thomas Karstensen og sønnen Lukas tog et smut forbi på åbningsaftenen.
- Det har været superhyggeligt. Vi har både fået æbleskiver, sagt hej til julemanden, set alle nisserne og julelysene, fortæller Thomas Karstensen med sønnen på armen og fortsætter:
- Jeg synes, at det er imponerende, at man som privatperson kan stille op med så meget. Det er langt fra alle, der gør det og åbner op for andre folk.
Juleudstillingen på Østerbakken er åben indtil nytår.