Lægen Kristina lærer dansk på bare tre måneder

Kristina Bacanova fra Letland er i gang med et intensivt sprogkursus. På bare tre måneder lærer hun dansk, så hun kan praktisere som læge.

Kristina Bacanova er i fuld gang med danskundervisning. På bare tre måneder lærer hun dansk.
Kristina Bacanova er i fuld gang med danskundervisning. På bare tre måneder lærer hun dansk.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Med den danske øvebog foran sig fortæller den lettiske gynækolog på næsten perfekt dansk:

- Vi flyttede til Danmark for to måneder siden.

Da hun flyttede til Danmark med sin mand og sine to børn kunne hun ikke ét eneste ord på dansk. Men siden er det gået stærkt. For der er lægemangel på Regionshospital i Nordjylland i Thisted, og jo før Kristina Bacanova kan dansk, jo før kan hun praktisere på sygehuset.

- Jeg har danskklasse fire dage om ugen, siger hun.

Sygehusene i udkantsdanmark har problemer med at finde læger til de ledige stillinger, så derfor bliver nogle af de allerbedste læger fra Europa headhuntet til Thisted.

- Hospitalet her kunne ikke drives uden udenlanske læger. Vi har afdelinger, hvor der efterhånden kun er én dansk speciallæge ud af ti, siger Lars Burmester, der er klinikchef på Regionshospital Nordjylland i Thisted. 

Men der er bare lige en enkelt udfordring for de dygtige læger: det danske sprog. For før de kan dansk, kan de ikke praktisere. 

Sprogfirma har fokus på læger

Derfor har sprogfirmaet TalDansk.nu, der står for undervisningen, tilrettelagt et forløb til læger, så de hurtigst muligt kan lære det danske sprog. 

- Som læge skal du kunne tale dansk, som du og jeg taler dansk. Så skal du kunne tale lægedansk. To læger taler et specielt sprog indbyrdes. Og så skal du endelig også kunne tale lægedansk, hvor du skal kunne forklare, at en blindtarmsbetændelse er en blindtarmsbetændelse, og ikke en appendicit, siger sprogunderviser og stifter af TalDansk.nu, Karin Røjkjær.

Det er et tiltag, som klinikchef Lars Burmeister er meget begejstret for.

- Vi synes, at det er fremragende. Vi har hidindtil brugt det kommunale tilbud, som også er godt, men som sigter bredt. Det betyder, at i en lægelig sammenhæng, der mangler vi lige den sidste finish, siger han.

De kommunale sprogskoler tilbyder undervisning til udlændinge uanset sprogligt niveau. Niveauet kan derfor variere, og det kan have betydning for, hvor hurtigt man lærer dansk.

- På sprogskolen sidder du i længere forløb. Typisk halve og hele år. Jeg plejer at sige, at jeg kan lære dem at tale dansk på to til tre måneder, siger Karin Røjkjær.

Firma med vokseværk - Region med flere udgifter

Karin Røjkjær startede firmaet TalDansk.nu for bare lidt over et år siden. Men allerede nu har hun to ansatte, og yderligere to er på vej. 

- Som jeg siger på jysk, så er det svært at bevare pessimismen, siger hun.

Men den stigende efterspørgsel betyder også, at Region Nordjylland har flere udgifter til sprogundervisning.

- Det er klart vurderet, at det er nødvendigt, og det skal lige give det sidste løft til de læger, som har det behov, for at de kan starte arbejdet her, siger Lars Burmeister. 

Der er ikke nogle officielle sprogkrav til læger, der kommer fra EU. Men Kristina Bacanova kommer ikke til at praktisere, før sproget er godt nok.

- Hun kommer ikke til at praktisere, før hun fuldt ud er i stand til at varetage sit arbejde på sygehuset. Jeg er helt sikker på, at hun er flyvende efter jul, siger Karin Røjkjær. 

Kristina Bacanova bor i Thisted med sine to børn og sin mand, som også er læge på sygehuset. 

4:44
Karin Røjkjær har startet sprogfirmaet TalDansk.nu. Udenlanske læger får danskundervisning, så de hurtigere kan praktisere.