Kommunen droppede støtte til teater i Thy – nu overtager Limfjordsteateret på Mors

Fremover er det Limfjordsteateret i Nykøbing, der skal optræde på de skrå brædder i Thisted.

2:10
Fremover er det Limfjordsteatret i Nykøbing, der skal optræde på de skrå brædder i Thisted
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Scenen har været sat til det i efterhånden et godt stykke tid, og nu går tæppet så for et sceneskift. Morsingboerne skal drive egnsteateret i Thy.

For et år siden droppede et flertal i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune støtten til det lokale egnsteater, og Thy Teater var dermed fortid. Men nu har en aftale med Limfjordsteateret i Nykøbing på Mors gjort, at der igen kommer egnsteater til Thy.

- Ved at gå sammen med andre får vi større muskler, og så får vi nogle helt andre muligheder, siger Niels Jørgen Pedersen (V), der er formand for kulturudvalget i Thisted Kommune.

Siden 1. januar har det været Limfjordsteateret, der driver Thy Teater.

Stadig skepsis

For et år siden skabte det en del ballade i byrådet i Thisted, da beslutningen om at droppe egnsteateraftalen med det lokale teater blev taget. Det skete efter to dårlige evalueringer fra Statens Kunstfond. Den gang var 15 byrådspolitikere for en aftale med Limfjordsteateret på Mors, mens ni var imod.

Selv om thyboerne nu igen kan se frem til egnsteater i Thisted, så er der stadig skepsis fra publikum.

- Det er en ærgerlig situation. Jeg synes, det er rigtig trist for Thisted og kommunen, at man har solgt sin selvstændighed til Limfjordsteatret i stedet for at bevare et godt og velfungerende egnsteater i Thisted, siger Allan Ekström, der er gymnasielærer i Thisted og en af dem, der har brugt Thy Teater.

Men formanden for kulturudvalget i Thisted Kommune forstår ikke kritikken.

- Det er i princippet bare en anden aktør, vi vælger, Men der vil jo fuldt ud være det samme teater, og det vil være lige så meget Thisted Kommune, som det har været hele tiden, siger Niels Jørgen Pedersen.

Indtil videre skal Limfjordsteatret være egnsteater i Thisted Kommune til udgangen af 2024.