Kommune tilbyder dykkerklub lokaler 15 kilometer inde i landet: - Det er jo mest fordelagtigt at være tæt på vand

Dykkerklubben i Thisted skal flytte. Kommunen har anvist en plads 15 kilometer fra det sted, de normalt hopper i vandet, men den løsning er langt fra godkendt, lyder det fra klubben.

2:02
Bestyrelsen i Thisted Sportsdykkerforening er bestemt ikke begejstret for kommunens forslag til deres nye klubhus.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Siden 1983 har Thisted Sportsdykkerforening holdt til i lokaler i det sydlige Thisted ud til Limfjorden, men nu er det snart slut. Der er nemlig kun syv uger til, at foreningen skal være ude, da lokalerne skal jævnes med jorden for at gøre plads til det kommende projekt Cold Hawaii Inland.

- Vi skal have fundet et sted, hvor vi kan have vores to både og alt vores andet grej. Vi føler, at der er nogen, der har glemt os, fortæller Karl Kristian Bøjer, der er formand i Thisted Sportsdykkerforening.

Thisted Kommune er forpligtet til at stille lokaler til rådighed for klubben, hvis der er nogen ledige, og derfor har sportsdykkerne siden 2018 været i kontakt med kommunen om at finde alternative lokaler. Her tre år efter er det dog stadig ikke lykkedes parterne at finde en fælles løsning.

Det skyldes, at kommunen i første omgang tilbød sportsdykkerforeningen lokaler omkring Vilsund, men det takkede klubben nej til, da den ikke mente, at det var stort nok til kunne rumme klubbens udstyr.

Nu har kommunen så i stedet tilbudt, at klubben kan flytte 15 kilometer ind i landet til lokaler ved Thisted Flyveplads.

- Det er langt fra vand, og vi har ikke en flyver eller en helikopter, så jeg ved ikke, hvad vi skal lave derude. Vi har noget undervisning indimellem, og der er det jo mest fordelagtigt at være tæt på vand. Så plejer vi at undervise teori inde i vores klublokaler, og så kan vi gå ud og undervise i vand, fortæller Karl Kristian Bøjer.

Thisted Kommune: - Det er bare en træls situation.

Projektet Cold Hawaii Inland er et projekt, som skal skabe faciliteter ved fjord og sø for enhver smag i hele Thy. Det blev startet af Thisted Kommune tilbage i 2016 for at imødekomme den stigende interesse for vandsport.

Det er det, der nu kommer til at gå ude over Thisteds dykkerklub, og det ærgrer også kommunen.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke har fundet en løsning, fordi det er jo ikke sådan, at vi ikke har arbejdet med det her i lang tid. Problemet er, at vi ikke har fundet egnede lokaler til klubben, og det er bare en træls situation, forklarer Lars Sloth, der er direktør i børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune. 

Thisted Sportsdykkerforening er så småt ved at pakke sammen, men de ved ikke endnu, hvor de skal flytte klubbens grej hen.

- Der er ingen af os, der har så stor en garage, at det kan være der i hvert fald, lyder det fra Karl Kristian Bøjer fra Thisted Sportsdykkerforening.

Thisted Kommune vil allerede i morgen tage kontakt til klubben med henblik på at finde en holdbar løsning.