Kom og fæld et gratis juletræ og hjælp naturen

Datoen siger den første søndag i advent, og det betyder, at du kan fælde et juletræ helt kvit og frit i Nationalpark Thy. Faktisk kan du gøre det med god samvittighed – du hjælper nemlig naturen.

Søndag er ikke hvilken som helst søndag. Datoen siger nemlig den første søndag i advent, så nu starter julehyggen officielt landet over.

Og Nationalpark Thy vil gerne bidrage til julestemningen.

Nationalparken uddeler gratis juletræer, som borgere selv kan komme og fælde, og selv om det kan lyde ødelæggende for naturen, så er det faktisk godt for biodiversiteten, mener naturforvalter Anna Gudrun Worm.

- Når de her nåletræer får lov til at brede sig, kan de lavere planter ikke klare sig i konkurrencen om plads og lys, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Færre forskellige planter betyder, at naturen bliver mere artsfattig, og det er vi bestemt ikke interesseret i, forklarer Anna Gudrun Worm.

Det er alle nåletræer med rød sløjfe i det markerede område, som borgere må fælde og tage med hjem.
Det er alle nåletræer med rød sløjfe i det markerede område, som borgere må fælde og tage med hjem.
Foto: Nationalpark Thy

Der skal være plads til alle

Initiativet til at uddele gratis juletræer er lavet i et samarbejde mellem Nationalpark Thy og Naturstyrelsen i Thy.

Det vil være på Naturstyrelsens arealer, at borgerne kan få lov til at få et gratis træ med hjem. Og det er fordi, der skal være plads til andre planter og træer end kun nåletræerne, som kan gå hen og blive for dominerende.

- Her skal være plads til alle, og vi vil gerne passe godt på de sjældne planter som soldug, klokkeensian, djævelsbid og alle de andre spændende og vigtige planter i Nationalpark Thy. Så når vi fælder nogle af de her uønskede træer, er det faktisk godt for biodiversiteten, siger naturforvalteren.

Hvor, hvornår og hvordan?

Muligheden for at spare penge op til jul ved at hente et gratis træ gælder fra 28. november og frem til juleaften.

Anna Gudrun Worm understreger dog, at man kun må fælde alle typer ikke-hjemmehørende nåletræer og for at gøre det lettere, er der et lille rødt bånd i de træer, som gerne må pynte hjemme i stuerne.