Knallertulykke endte i dødsfald: 20-årig får betinget dom

En 20-årig mand fra Thy er blevet idømt seks måneders betinget fængsel i forbindelse med en knallertulykke.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politianklagemyndighed på Twitter.

Ulykken udspillede sig på Skolegade i Bedsted tilbage i juni, hvor den 20-årige, i spirituspåvirket tilstand, kørte med en anden 20-årig mand bag på sin knallert.

Under en opbremsning faldt passageren, der sad med ryggen mod føreren, af knallerten.   

Hårdt kvæstet blev den afdøde fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospital, hvor han ud på aftenen blev erklæret død.

Den dømte har oveni den betingede fængselsstraf fået frakendt sit knallertbevis.


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien 112.