Kitesurfer reddet i land: Sad på sit bræt og viftede med armene for at få hjælp

Kystredningstjenesten i Hanstholm har mandag reddet en kitesurfer i land. Han havde mistet sin kite og var ved at drive til havs.

Det er denne båd fra Kystredningstjenesten i Hanstholm som mandag måtte i vandet for at redde en kitesurfer. (Arkivfoto)
Det er denne båd fra Kystredningstjenesten i Hanstholm som mandag måtte i vandet for at redde en kitesurfer. (Arkivfoto)
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Mandag formiddag måtte Kystredningstjenesten i Hanstholm sejle ud til en kitesurfer, der var kommet i nød ud for Klitmøller. Han havde mistet sin drage og var begyndt at drive til havs.

- Vi fik en anmeldelse fra en person, der havde set ham sidde og vifte med armene for at få hjælp, siger stationsleder ved Kystredningstjenesten i Hanstholm, Morten Olsen.

Anmeldelsen kom klokken 11:50, og hurtigt fik redningstjenesten sendt sin 10 meter lange redningsbåd med tre mand ombord ud i Vesterhavet for at komme den nødstedte surfer til undsætning.

- Vi skal minimum være tre, når vi skal hive folk op af vandet, for der skal være en til at styre og to mand til at trække, siger Morten Olsen.

Efter en halv time nåede redningsbåden ud til manden, som stadig sad på sit bræt. Herfra blev han hevet ombord på båden og taget med tilbage til Hanstholm, hvor han blev hentet af sin kone.

- Det var meningen, han bare skulle have været sejlet ind til stranden i Klitmøller, men bølgerne var for store, så vi tog ham med hjem i stedet, siger stationslederen.

Manden, der er dansk og midt i 30'erne, var uskadt efter redningsaktionen.

Stationsleder Morten Olsen har været kystredder i 21 år. (Arkivfoto)
Stationsleder Morten Olsen har været kystredder i 21 år. (Arkivfoto)
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Ifølge Morten Olsen var den lokale kystredningstjeneste for nogle år siden kaldt ud til nødstedte surfere næsten hver måned, men nu sker det kun fem til seks gange om året.

- Det var helt galt for nogle år siden, men det er blevet meget bedre, siger han.

Hvis man opdager personer i nød på havet, skal man kontakte alarmcentralen på telefonnummer 112.