Jyske borgmestre afviser regeringens naturnationalparker

En række jyske borgmestre siger nej til til forslag til områder, der kan udtages til naturnationalparker.

Borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard (S), siger nej tak til endnu en naturnationalpark i kommunen.
Borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard (S), siger nej tak til endnu en naturnationalpark i kommunen.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

En række jyske borgmestre siger nu fra over for miljøminister Lea Wermelins (S) forslag om at omdanne en række områder til naturnationalparker.

Det skriver Jyllands-Posten.

Naturnationalparker er naturområder, hvor der ikke må dyrkes landbrug. Der skal udtages urørt skov og udsættes store græssende dyr, som for eksempel heste eller køer.

Efter knap 200 forslag til nye naturnationalparker fra borgere, kommuner og andre aktører har Miljøministeriet onsdag udsendt en liste over 23 mulige naturnationalparker.

Et af forslagene er Rold Skov i Rebild Kommune.

Men sådan skal det ikke gå, hvis det står til borgmester Leon Sebbelin (R).

- En del af vores skov er udlagt som urørt skov, mens der produceres supercertificeret træ i meget af resten. Træ, der kan bruges til at fortrænge beton i byggebranchen.

- Derfor siger vi nej til at omlægge til naturnationalpark, hvor man ikke må producere træ, siger han til avisen.

Også den socialdemokratiske borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, siger, at man er godt tilfreds med Nationalpark Thy - og helst ikke ser den omdannet til naturnationalpark.

- Vi har et fantastisk brand med Nationalpark Thy. Hvorfor skal man opfinde en ny betegnelse og udvande vores nuværende brand? Derfor siger kommunalbestyrelsen i Thisted nej tak til en naturnationalpark, siger hun.

Også Venstre-borgmestrene Karsten Nielsen og Steen Vindum fra henholdsvis Læsø Kommune og Silkeborg Kommune afviser naturnationalparker i kommunerne.