Johnni vil svømme over 500 kilometer: - Der er da nogen, der siger, at jeg er tosset

Den 45-årige vendelbo svømmer rundt om Vendsyssel for at samle penge ind til et Julemærkehjem.

Johnni Olesen nåede fredag til Oddesund.
Johnni Olesen nåede fredag til Oddesund.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Der er mange måder at bruge sin sommerferie på.

Johnni Olesen fra Hjallerup har besluttet sig for at svømme rundt om Vendsyssel for at samle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro. En tur på over 500 kilometer gennem både hav og fjord.

- At svømme 517 kilometer er da en fed oplevelse. 49 dages badeferie her i Danmark kan ikke være bedre, lyder det fra den 45-årige vendelbo, da TV MIDTVEST træffer ham på dagens etape fra Tambosund Camping på Thyholm til Oddesund.

Turen begyndte den 26. juni, og Olesen regner med at være tilbage ved udgangspunktet ved Lindholm Strandpark i Nørresundby den 21. august.  

En tur på over 500 kilometer i åbent vand lyder som en kæmpe udfordring, men det hører med til historien, at Johnni Olesen er tidligere konkurrencesvømmer og svømmetræner.  Han fortæller, at turen indtil videre er gået fint - den hårdeste etape indtil videre var den ottende, der gik fra Sennels til Thisted.

Fik god hjælp af svømmer fra Thisted

- Der var to en halv meter høje bølger, men jeg fulgtes heldigvis med en sej pige fra Thisted Svømmeklub, der hed Emilie. Hun gjorde det ufatteligt godt og gav mig inspiration til at blive ved, siger han

Hvordan det går, når turen rammer Vesterhavet, må tiden vise. Johnni Olesen er ved godt mod, og heldigvis sørger han for at at have følgeskab af både under hele turen.

Det er i øvrigt langt fra en tilfældighed, at den 45-årige langdistancesvømmer har valgt at støtte et Julemærkehjem, der hjælper udsatte børn. 

- Jeg har haft en masse af de børn til svømning, og jeg ved, hvor svært de har det.

- Hvilke reaktioner får du på din tur rundt?

- Folk synes, at det er et mega fedt og sejt projekt, og at det er godt at samle penge ind til Julemærkehjemmene. Men der er også nogen, der siger: Han er sgu tosset ham vendelboen der.

Johnni Olesen håber på at samle 100.000 kroner ind til Julemærkehjemmet i Hobro.

Eksternt link: Man kan følge Johnni Olesens tur på denne Facebook-side.

 

Johnni Olesens rute rundt om Vendsyssel. 
Johnni Olesens rute rundt om Vendsyssel. 
2:17