Invitation til turisterne: Kom til Thyborøn og kør på Puch Maxi med mælkekasse

Jens Hedevang har købt 15 styks Puch Maxi, installeret en klassisk grøn mælkekasse bagpå, og inviterer nu folk på tur.

Jens Hedevang vil leje Puch Maxier ud til turister.
Jens Hedevang vil leje Puch Maxier ud til turister.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

I Thyborøn kommer iværksætteren Jens Hedevang med et nyt bud på, hvad sommerferien kan bruges til.

- Jeg håber at kunne få lov til at sælge Vestjylland og særligt Thyborøn på en helt unik måde, fortæller han til TV MIDTVEST og fortsætter.

- Puch maxien og Thyborøn hænger bare sammen. Det er nærmest epicentret for maxier med mælkekasse i Danmark, så det kan simpelthen ikke være anderledes.

Jens Hedevang, der ejer Hedevang Outdoor, har aldrig haft en Puch, men nu har han været rundt i hele landet for at opstøve 15 af slagsen, og planen er, at turister til sommer kan få lov til at drøne rundt på egnen og møde de lokale.

Erfaren hjælper

Uden den store erfaring med knallerten, så var det nødvendigt med hjælp fra en ekspert, da de 15 knallert skulle købes og gøres køreklar. Og den fandt han i Kaj Kristensen.

Kaj Kristensen startede sit Maxi eventyr i 1963, hvor han fik den første, der bestemt ikke blev den sidste.

Han fortæller med et grin, at han siden dengang har haft et sted mellem 30 og 40 Puch Maxi'er.

Han var den helt rigtige at søge hjælp hos, selvom han ikke er helt tilfreds med den aktuelle pris på Puch Maxi.

- Det er åndsvagt. En Puch der kostede 1800 kroner i 63, den koster 10 eller 20.000 kroner i dag, fortæller han til TV MIDTVEST.

Køreklar

Men selvom samarbejdet mellem Jens Hedevang og Kaj Kristensen har fungeret godt, så er der dog en ting, der skiller dem.

De kan ikke blive enige om, hvorvidt der skal en grøn mælkekasse på en Puch Maxi. 

- Ligesom at snaps hører til et påskebord, så hører der også en mælkekasse til en Maxi, slår Jens Hedevang fast, men Kaj Kristensen er ikke enig.

- Nej, jeg har ingen kasse bag på. Jeg har en saddeltaske, siger han.

Turene på Puch Maxi begynder prismæssigt ved knap 300 kroner for to timer i Thyborøn.

2:05