Indbrudstyve vendte tilbage

En mand fra Bedsted i Thy fik ikke megen søvn i nat, da han først overraskede en indbrudstyv, som senere vendte tilbage til huset.

IMG_4072.jpg

Der var drama på Vestervigvej i Bedsted i nat, hvor en indbrudstyv ikke bare én, men to gange besøgte samme adresse.

Klokken to i nat opdagede en 45-årig mand fra Bedsted, at nogen var ved at bryde ind i hans hus. Men det fik han hurtigt sat en stopper for, da han overraskede gerningsmanden, som reagerede ved at spurte hen til sin ventende knallert og køre fra stedet.

Lige så hurtigt fik husets beboer startet sin bil og sat efter gerningsmanden. Men omkring Villerslev kunne den 45-årige ikke længere følge efter knallerten, som forsvandt.

- Sådan en knallert kan jo komme rundt andre steder, end en bil kan, så han mistede ham der, fortæller vicepolitiinspektør Kell Svenningsen, som er stationsleder hos politiet i Thisted.

På vejen havde manden nået at ringe til en patrulje, som satte kursen mod Villerslev for at lede efter knallerten. I mellemtiden kørte anmelderen hjem igen.

Vendte tilbage til huset

Efter en forgæves eftersøgning i Villerslev kørte patruljen mod mandens adresse i Bedsted. På vejen ringede den 45-årige imidlertid igen og fortalte, at indbrudstyven var vendt tilbage til adressen, at han kunne høre knallerten foran sit hus - og at der denne gang sad en medgerningsmand bagpå knallerten.

- Så det er jo ikke så svært at regne ud, at de har været to ved indbruddet. Han er formentlig kørt tilbage for at hente sin makker, og den dumhed er jo bare til politiets fordel, fortæller Kell Svenningsen fra politiet.

Da patruljen kort efter ankom til stedet, var knallerten på vej væk. Men politiet fik hurtigt indhentet knallerten, blokeret vejen for den og stoppet tyvene.

- Knallerten havde uheldigvis ingen bremser, så den kører faktisk ind i siden på patruljebilen. Begge gerningsmænd blev anholdt, og den ene blev kørt til tjek på skadestuen. Han er dog ikke kommet noget til, siger vicepolitiinspektøren, som oplyser, at der er tale om to mænd på 20 og 23 år, som politiet også mistænker for at have stået bag et lignende indbrud natten til fredag.