Imponerede borgere fulgte mølletransport tæt: - Det er kæmpe det her

Hele dagen har de lokale fulgt interesseret med i transporten af to vindmølledele, som har lukket den nordlige del af Thy helt af.

Kurt Pedersen fra Hillerslev tager billeder af den otte meter brede nacelle fra Vestas. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

De lokale i Thy følger Danmarkshistoriens største mølletransport tæt - og nogen tættere end andre.

Læs også Galleri: 1000 tons vindmølle flyttes i gå-tempo

Kurt Pedersen fra Hillerslev kører rundt på sin knallert for at se vindmøllen så mange steder som muligt.

- Jeg fiser rundt på de små veje og marker, for så kan jeg komme tættere på, og så kan de heller ikke se, hvis jeg kommer for tæt på, siger efterlønneren.

Med et gropro-kamera monteret på knallerten og mobilen klar holder han venner og familie opdateret med billeder om, hvor mølletransporten befinder sig.

- Jeg er selv gammel chauffør, så jeg kan godt lide at se sådan noget. Men jeg har ikke set noget i den størrelse før. Det er kæmpe det her, siger han.

Nacellen kører forrest og en del hurtigere end vindmølletårnet, som kan anes i baggrunden. Transporten begyndte klokken 8.30 mandag morgen. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Sikkerhedsafstand på 50 meter

Politiet har bestemt, at der skal være en sikkerhedsafstand på 50 meter til selve transporten.

Tyve mand fra Hjemmeværnet går derfor fra hus til hus og sikrer, at folk forlader deres hjem.

Det er dejligt imponerende arbejde og rigtig flot. Det er sådan noget her, vi skal have mere af.

Jens Hougesen, Hjartemål

Men ind i mellem kommer de interesserede tættere på end det - også Kurt Pedersen.

- Den vælter ingen steder, ellers kan jeg også løbe stærkt, siger han.

Jens Hougesen bor lige ud til vejen, hvor mølletransporten kom forbi. Også han skulle lige ud og forevige den enorme transport.

- Det er dejligt imponerende arbejde og rigtig flot. Det er sådan noget her, vi skal have mere af, siger han. 

Jens Hougesen foreviger vindmølletransporten, da den kommer forbi hans hus ved Hjartemål i Thy. Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Tårn transporteres stående

Det er to vindmølledele på til sammen 1000 tons, der bliver transporteret fra Hanstholm Havn til det nationale vindmølletestcenter i Østerild.

Transporten består af to dele - en med nacellen, som er otte meter bred, og en med et vindmølletårn, som er 28 meter højt. Tårnet bliver transporteret stående.

- Det er jo hamrende smart det der med, at de har rejst den op. Alle de andre, der er kommet forbi, har ligget ned, og de er jo så lange, at de ikke er til at svinge rundt med. Det er noget nemmere at komme rundt med den der, siger Jens Hougesen.

Efter nogle minutter er begge dele passeret.

Nacellen er kommet frem til Østerild mandag eftermiddag, mens tårnet er på vej ned ad den sidste vej og forventes at være fremme inden klokken 17.

00:45

Se hvordan det så ud, da de to vindmølledele kom forbi Jens Hougesens hus i Hjartemål.

Luk video
03:49 Luk video

Nacellen ruller ind til det nationale testcenter for vindmøller i Østerild. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST