I mål efter 500 kilometer i hav og fjord: Johnni svømmede rundt om Vendsyssel

Efter 48 etaper nåede den tidligere konkurrencesvømmer Johnni Olesen endelig i mål.

1:51
Målet er nået. Johnni Olesen svømmede lørdag i land i Nørresundby. Se indslaget her.
Foto: TV2 Nord

Hvis 45-årige Johnni Olesen fra Hjallerup har brug for at tage den lidt med ro i morgen søndag, er der ikke noget at sige til det.

Lørdag eftermiddag nåede han i  mål i Nørresundby efter at have svømmet rundt om Vendsyssel - en tur på over 500 kilometer gennem fjord og hav.

Den tidligere konkurrencesvømmer og svømmetræner brugte 48 dage på turen, der foregik i meget skiftende dansk sommervejr. Han svømmede i kraftigt blæsevejr i Limfjorden og forbi en strandet trawler på vestkysten - alt sammen for at samle penge ind til Julemærkehjemmet i Hobro. 

- Det er så vild en præstation, så det er svært at sætte ord på. Men det er selvfølgelig meget stort for os, sagde julemærkehjemmets forstander Lise Claesson til TV2 Nord.

Sådan så Johnni Olesens rute rundt om Vendsyssel ud.
Sådan så Johnni Olesens rute rundt om Vendsyssel ud.

TV MIDTVEST mødte Johnni Olesen, da han den 10. juli svømmede fra Tambosund Camping til Oddesund. Her fortalte han blandt andet om de reaktioner, han fik for sin særdeles aktive sommerferie.

- Folk synes, at det er et mega fedt og sejt projekt, og at det er godt at samle penge ind til julemærkehjemmet. Men der er også nogen, der siger: Han er sgu tosset ham vendelboen dér.

Det var en tydeligt rørt Johnni Olesen, der ved ankomsten til Nørresundby blev modtaget med klapsalver fra mange tilskuere.

Og han understregede, at han formentlig ikke er færdig med at samle penge ind til julemærkethjemmet.

- Der er nok nogle nye ideer. Der har været tid til at tænke over, hvad vi kan finde på. Lad os nu se, hvad der sker, sagde han.

 

2:17
SE OGSÅ: Indslag fra den 10. juli, da Johnni Olesen svømmede fra Tombusund til Oddesund.