Heste blev reddet fra gårdbrand

Både heste og hunde blev reddet, da en længe på en gård i Thy tirsdag aften brød i brand.

En længe i Thy brød tirsdag aften i brand. Heste i nærliggende bygning blev reddet ud.
En længe i Thy brød tirsdag aften i brand. Heste i nærliggende bygning blev reddet ud.
Foto: Falck

Det kunne være endt fatalt for både heste og hunde, da der tirsdag aften udbrød brand i en længe på en gård i Thy.

Heldigvis nåede de at blive lukket ud. Det fortæller vagtchef Carsten Henriksen ved Midt- og Vestjyllands Politi, som klokken 19.52 fik alarmopkaldet.

- Det brændte meget kraftigt, fortæller vagtchefen til TV MIDTVEST.

Ifølge Rasmus Evaldsen, som er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, station Hurup, er branden nu under kontrol.

- Vi har reddet den ene længe samt stuehuset. Men vi har måttet lade en ladebygning brænde ned, forklarer han til TV MIDTVEST.

Ifølge hans opfattelse var det naboer, der opdagede branden og slog alarm, samt reddede heste og hunde ud.

Politiets teknikere skal nu undersøge brandårsagen.