Havneassistent fandt stor skrotbunke – viste sig at være mine fra 1. Verdenskrig

Hanstholm Havn ved ikke, hvem der har efterladt det gamle sprængstof på havnekanten.

Det var denne genstand, havneassistent Klaus Borg Hansen fandt på havnen.
Det var denne genstand, havneassistent Klaus Borg Hansen fandt på havnen.
Foto: Privatfoto/Klaus Borg Hansen

På en arbejdsdag som så mange andre mødte der i onsdags havneassistent Klaus Borg Hansen et usædvanligt syn på havnen i Hanstholm. 

På en af havnens kajer var der blevet efterladt en bunke med skrot, som Klaus Borg Hansen skulle kontrollere.

- Det stod på en palle, og der var cirka 100 kilo, siger Klaus Borg Hansen til TV MIDTVEST. 

Da han så nærmere på skrottet, fik han en fornemmelse af, at noget ikke helt var, som det skulle være.

- Jeg blev ret hurtigt overbevist om, at det var en eller anden form for sprængstof, fortæller Klaus Borg Hansen.

Blev flyttet til container

Klaus Borg Hansen har tidligere været maritim chef på havnen i Hanstholm i en lang årrække, og han har flere gange oplevet, at gamle miner er endt på havnen.

Derfor tog han billeder af de fundne genstande og kontaktede minører, Søværnets Dykkertjeneste og politiet.

Den umiddelbare melding fra minørerne var imidlertid, at der ikke var tale om sprængstof. Det betød, at det skrot, der i virkeligheden var en gammel mine, blev flyttet til en container et andet sted på havnen.

- Men jeg kunne ikke helt slippe tanken om, at det ikke bare var skrot, vi havde hældt i containeren, fortæller Klaus Borg Hansen.

Det skulle vise sig, at han fik ret. Søværnets Dykkertjeneste kunne senere bekræfte, at der var tale om en mine fra 1. Verdenskrig, der fortsat kunne sprænge.

Efter den melding blev området ved containeren spærret af med det samme.

40 meter høj vandsøjle

Det var oversergent i Søværnets Dykkertjeneste, Jarl Mark, og hans tre kollegaer, der fik ansvaret for den mistænksomme genstand. Det skriver TV 2 Nord.

- Der var tale om en mine fra Første Verdenskrig. Helt præcist lavet i 1909. De mange fiskere heroppe, de trawler altså i et område, hvor der er mange miner, torpedoer og andre ting fra forskellige krige, fortæller Jarl Mark til TV2 Nord.

Tidligt torsdag morgen blev minen sprængt af et minørhold fra Søværnets Dykkertjeneste. Minen blev sejlet cirka 10 kilometer ud, hvor den blev placeret på bunden og sprængt.

Ifølge havneassistent Klaus Borg Hansen skabte det en vandsøjle på 40 meters højde.

Opfordringen fra Søværnets Dykkertjeneste er, at man i første omgang altid skal kontakte politiet, hvis man fisker en uidentificerbar genstand op fra havet.

Søværnets Dykkertjeneste har kun ros tilovers for håndteringen på Hanstholm Havn, hvor området blev spærret af lige efter bogen.